af Eiler Jensen
På første side i Fuglen,finder man et fortællermæssigt kneb, der er værd at bemærke. Nemlig at Fuglen sidder på gesimsen og venter tålmodigtudenfor det værelse, hvor den lille Alba om kort tid vil komme til verden.
Anden strofe bliver en art adventstid, ventetid. Miraklets tid.
Først i tredje strofe fødes Alba. Vejret bliver holdt, stilheden sænker sig, og Alba fødes og forenes med Fuglen.
Fortællingens fundament er, at fuglen er der førAlba, og at den ikke er der tilfældigt. Den ankommer for at udfylder en bunden opgave. Dens subtile og mystiske karakter får vi at se, da den flyver gennem den lukkede rude og ind/ som om den var lavet af måneskin. Hvad der endvidere er et mysterium for læseren er, at nok forbinder fuglen sig til Alba – men den er uden for hende.
Lad os se, hvad der siden sker.
Vi hører om Alba, at hun vokser op med fuglen, der synger for hende og skinner gyldent omkring hende (gyldne fjer, en guldsilhuet). Den er dyrebar og uforklarlig, men efterhånden holder man (både læseren og Albas omgivelser) op med at undre sig, og vænner sig til den. Alba selv undrer sig aldrig. For hende er fuglen så indlysende som hendes eget åndedræt – lige indtil pigen bag hækken dukker op.
Hvem pigen bag hækken er, får vi ikke forklaret. Kun at hun står i skjul bag hækken/ hvor solen ikke kan nå… og en dag forstyrrer enheden og harmonien ved at træde frem med sin vurderende blik og sine spørgsmål: Er det din fugl? Er den bundet? Er den syg/ er det en, du har fundet?
Pigernes samtale rummer to vigtige spørgsmål, der ikke bevares:
Ejer Alba fuglen?
Hvem er bundet til hvem?
Bemærk her Albas svar: Nej, det var nærmere den, der fandt mig/ Det’ svært at forklare/ den følger mig bare/Har du ingen fugl, der følges med dig?
Albas spørger uvidende. Hun kender ikke til at mangle kontakten til sin daimon/sin natur/sit inderste. Men det gør pigen bag hækken! Og det hedder i fortællingen, at … Verden krøller sig sammen/ vinden kryber i skjul. Den umiddelbare strøm af uskyld og ligefremhed stivner og pigen bag hækken planter på et splitsekund sin tvivl og kritik i Alba. Fugle er dumme, siger hun. Stort set alle andre dyr er bedre … men hvem gider eje/ et kedeligt dyr som dit? spørger hun, hvorefter denne barske beskrivelse følger: Så gik hun med hurtige skridt. Men ordene, dem lod hun blive.
Og med ét vrimler det med beskrivelser som: tung, kedeligt, underlig, hvoraf især kedelig og underlig bliver ved at kværn, der overtager hendes tanker og påvirker hendes syn på fuglen, så alt det gyldne efterhånden erstattes af trøstesløst gråt.
Bemærk i denne sammenhæng, at forskellen mellem tekst og billede fortæller os, at det gyldne ikke er Albas opfindelse. Fuglen fremstår i guldsilhuet i sig selv, men Albas øjne ser det grå, påvirket som hun er af Pigen bag hækken. Og hvem har lyst til at blive forbundet med en kedelig grå fugl?
Men fuglen forstår ingenting, den kredser ufortrødent om hende, synger … alt for højt, synes Alba, alt for klart. Hun råber – med store bogstaver: SLUT og lidt senere ÅÅÅH. Og hvad gør fuglen? Den ser på hende med det dér blik, som hun ikke har lyst til at se. Alba reagerer ved at læge endnu mere afstand til den … Hvis hun bli’r spurgt om fuglen er hendes/ så kommer det helt af sig selv/ hun svarer:/ Næh/ Det sker lissom bare
Og fra det øjeblik ser Alba kun det, hun ikke har: En pige med en killing, en dreng med sin kanin. Overalt er de og hun ønsker sig deres sted. I sin kvide råber hun: Jeg er træt af dig fugl, du er kedelig, og (…) hvor sjovt tror du selv li’e det er at sku’ hænge/ på en underlig pipfugl som dig!
Pipfugl. Så kan det næsten ikke blive mere nedladende.
Og læg mærke til, hvad Alba kommer til at sige her: For er det Alba, der hænger på fuglen – eller er det den, der hænger ved hende? Husk indledningen, hvor fuglen synes udpeget til at være hos Alba (som hendes Daimon) og pigen bag hækkens spørgsmål, om fuglen var bundet. Her er et anliggende, som Alba ikke kan gennemskue, fordi det ikke er en beslutning, men et vilkår for hende?!
Og så sker det. Det, der ikke kunne ske: Så lettede fuglen og fløj.
Men hvad gør det? Den kommer tilbage … mener Alba. Hvad ellers?
Dumme fugl/ tror den måske/ at hun savner den, vel gør hun ej/ Men tænk hvis den nu …
Er det en dum, grå fugl, der har valgt at flyve sin vej … eller hvad? For det sker jo på Albas foranledning?
Ja, her er hun efterladt i en (endnu ikke erkendt) fortvivlelse og tomhed. Men i drømme træder savnet og uafvendeligheden tydeligt frem: Hun ved det godt nu/ Hun ved det godt/ Hun ved det godt inderst inde // Fuglen er borte/ forsvundet/ skræmt væk/ Nu er det op til hende …
Hun må ud i verden og lede. Men hvor hun skal gå hen, for: vingeslag/ sætter ingen spor. Overalt ser hun fugle, ikke ”hendes egen” fugl, men store fugle (siger illustrationen) som ligner krager, skader, ravne og alliker. Og gennem dybe skove går det, gennem landskaber af frygt, mod, håb, trøstesløshed indtil hun til sidst er: træt af at lede/ træt af at gå/ skoene har hun for længst taget på/ den eneste tanke hun har i sit hoved er/ op/ længere op …
Men på toppen af bjerget, hvor hun håbede at kunne se udover alting og få øje på fuglen, finder hun kun himmel over det hele. Og i hendes udmattelse sker det, hun ikke kunne forudsige eller stræbe efter: al den himmel/ gør Alba blå/ på indersiden/ og udenpå. Hendes selvbevidsthed opløses, hendes anstrengelser og stræben falder bort og i præcis det øjeblik giver fuglen sig atter til kende.
Den er der! Men Alba er endnu ikke forenet med den. Fuglen sidder stille bag en sprække i klippen og kommer ikke ud med det samme, selvom hun kalder på den. I frygt for at miste den endnu engang (eller i begærlighed efter at eje det, der ikke kan ejes?), griber hun ud efter Fuglen, som forskrækket letter og forsvinder … igen.
Et udråb får lov at fylde en hel side: NEJ! Nej til hvad? Til det, der sker. Det må ikke være sådan! Alba forsøger at holde viljestyrken i gang med kræfter, der er sluppet op. Hun prøver at få fodfæste i håbet, der ikke længere findes:
Stive fingre/ knuger om sten/ blødende knæ/ rystende ben/ kroppen gør ondt/ fødderne sover/ hun flytter sig lidt for at det skal gå over/ men klippen er glat, hvor hun sætter foden/ og whuiss bli’r hun opslugt af tårefloden.
Og da Alba mister grebet fuldstændig, er der noget, der strømmer og bærer hende frem. Teksten, der strømmer, som vandet strømmer:afsted, afsted/ på ryggen af bølger/ der river og flår hendes krop/ men løfter den op/ igen/ og igen/ og igen
Totalt udmattet når hun de yderste egne, og uden håb og kraft ønsker hun bare at sove fra det hele:
Hun sover bevidstløst til drømmene sniger sig ind/ drømme forsvind!
Men noget bli’r ved med at flimre i kanten af søvnen/ en sang/ en stemme, den lyder så fjern, så fjern/ men tonerne bugter sig/ gennem de tågede søvnviadukter/ og smyger sig ind gennem øret og … BANG/ Med ét er hun vågen// hun kender den sang.
Og der sidder fuglen og synger. Den har endog genvundet sin gyldne glans (som guld i densfjer, hedder det). Trods hendes famlen og fejtrin giver hendes søgen bonus. Og hvorfor gør den det? Fordi den er alvorligt ment.Men det er ikke, som man måske kunne ledes til at tro, hende der finder fuglen: Den, hun ikke ku’ finde/ fandt hende her/ Og sådan er det/ forunderligt er det, der sker.
Fordi Alba sætter alt ind på at finde sin tabte fugl, bliver hun fundet af den og sammen finder de hjem. Pigen bag hækken findes stadig. Hun venter på dem, forsøger at spærre vejen, men da hun ser Albas øjne og smilet der stadig er stort indeni, træder hun til side, så de kan komme forbi.
Alba siger ingenting. Ordene tager hun med sig. Men pigen bag hækken lader hun blive.
Det, der sker for Alba er, at fuglen kommer tilbage til hende. Den ikke bare finder, men genfinder hende. Men denne gang i en ny situation, for Alba har en ny viden om sig selv, nemlig den, at hvis hun ikke passer på de muligheder hun har, så vil den formentlig forsvinden igen. Uden fuglen ville Alba leve et liv i fortvivlelse (i Kierkegaardsk forstand).
Kierkegaard mente, at et menneske (uden fugl – uden kontakt med sit selv, uden ånd) vil ende i fortvivlelse fordi det enten vil være ude af stand til at blive sig selv, fordi det ikke vil være sig selv eller desperat søger at blive sig selv, men er ude af stand til det. Og hvis et menneske ikke er i kontakt med sit selv, men har mistet kontakten til fuglen – eller har jaget den på porten, så ligger fortvivlelsen lige om hjørnet.
Det er den situation, Alba er i. Eftersøgningen og genforeningen kommer i stand fordi Alba indser, at hun selv må træffe de valg, der er nødvendige, for at den kan finde sted. Men hun kan kun åbne sig for den – så vil det vise sig om fuglen (ånden, selvet – og dermed muligheden) vil hende!