Et kig ind i tanker og proces bag Fuglen
af Marianne Iben Hansen
En hjertesag – af flere grunde
Fuglens tema er drivkraft og centrum i mit eget liv: At følge sit hjerte – ikke kun på en lyserød medvinds-agtig måde, men også når man må gå strækninger alene og i mørke.
Fuglen er den første bog, hvor min tone er helt alvorlig. Jeg elsker det tempo og den lethed, som humor tillader i en tekst, men det giver også en mulighed for at gemme sig lidt. I en bog med så dyb en alvor som Fuglen, måte jeg afsløre mig selv som forfatter.
Endelig er Fuglen den første bog i mit forfatterskab, hvor jeg har eksperimenteret med formen i rimet tekst. I alle mine bøger, spiller rytme og form en væsentlig rolle, men i Fuglen begynder jeg at løsne og udfordre den stringente form
Så på flere måder trådte jeg med Fuglen ud af en sikker zone. Og når man gør det, sætter man noget på spil. Ligesom Alba gør i bogen. Vi fulgtes ad 🙂
Inspiration
I 2009 skrev jeg bogen ”Hvad er en evighed” sammen med Bodil Molich. En af teksterne handlede om regn og var skrevet med en rytme som silende regn***. Det plantede en ide-spire i mit baghoved … at jeg en dag ville prøve at skrive som vand. Altså tekster med pulsen af vand i forskellige tilstande – strømmende, frosset, dryppende, damp osv. Men nu er det sådan, at i mit baghoved sidder også min meget jyske og meget pragmatiske farmor. Aah-wa! sagde hun og mente, at den ide var noget værre kunst-pjat. Det kunne jeg godt glemme. Først da ideen knyttede sig til en historie om at ”blive væk og finde hjem”, gav hun mig lov.
Ide-proces
I lang tid var arbejdstitlen ”Tårefloden”. Jeg startede med at skrive den passage, hvor Alba ikke kan holde sammen på sig selv mere, og hendes tårer bliver til en flod, der river hende med sig. Jeg vidste endnu ikke, hvordan og hvorfor hun var havnet helt derude i det stenede og ukendte landskab, men havde nogle vage billeder: At hun var helt ude af sig selv, men at tårefloden skyllede hende i land, og at hun her – i den yderste fortabthed – mødte en fugl, der fulgte hende hjem. Et dyr der kom til undsætning, ligesom i de gamle eventyr. Det var sådan fuglen gjorde sin entre i historien. Men så voksede billedet af fuglen sig så stærkt i mig, og nærmest af sig selv, bevægede den sig fra at være hjælper til at blive hovedpersonen i hovedpersonen. Da jeg havde ”forstået det” begyndte jeg at skrive historien fra starten.
Formen
Som en variation over vand-ideen, ville jeg lade formen følge de varierende stemninger og tilstande i indholdet, så rytmen, rimtætheden, tempoet blev som en underlægningsmusik til handlingen. Det er ikke så let, for når man først kommer godt i gang med at skrive i et bestemt pulsslag, har det med at tage over. Jeg måtte ofte bremse mig selv undervejs og spørge: Er det her den rigtige rytme til den stemning, jeg skriver frem?
Konkrete eksempler på form og puls (for lyrik- og rytmenørder)
Historien starter ret traditionelt med en lidt højtidelig rytme: Et barn fødes.
Når hverdagen og forglemmelsen tager over (”men Alba var ligeglad … s. 9) bliver pulsen højere og rimene falder lidt løsere. Teksten flyder herefter let indtil pigen bag hækkens tunge og faste rytme introduceres på s. 13.
Bemærk skiftet tilbage til lethed, da Alba kommer løbende ud på s. 14.
På side 13 og 14 ses faktisk to konkrete rytmiske mønstre, der symboliserer pigen bag hækken og Alba.
Albas rytmiske mønster (s. 14) dukker op igen, da hun forenes med sin fugl på s. 66. (Fra ”hjertet er ved at sprænges …”
Og de to pigers forskellige rytmer står igen overfor hinanden på side 68.
På s. 44 ses en slags afspænding. Frygten er væk, livet og Alba bevæger sig på må og få rundt i skoven, let til mode. Rimene er usystematiske, men falder med lethed
På side 46 sætter trætheden ind, formidlet gennem en mere tung og rigid rytme.
Ind i denne tunghed, kommer tankernes hurtighed fra ”og hun vil få øje på fuglen og kalde …” Alba bliver hvirvlet ind i sine dagdrømme, men bliver brat kaldt tilbage til den fysiske op.-ad-bakke virkelighed med hele gå-sekvensen, opad og opad i staccato og tungt tempo.
På s. 48 falder der ro over tekstens rytme og rim. Alba hviler og verden åbner sig et øjeblik.
Men på side 50 får nervøsiteten fat på hende igen, hvilket afspejles i en pludselig hektisk rytme
På side 53 viser tekstens rytme, hvordan Alba går i opløsning: Først den panikprægede gentagelse og derefter slippet, hvor rimene falder væk og teksten bliver til puls og bevægelse.
***
Regnvejrstekst fra “Hvad er en evighed?”:
silende strømme og dråber der drypper og dråber der fosser i floder, de falder på træerne, ned over taget og lyden af vand lander ned i mit hår, mine øjne bli’r våde og verden er sløret, jeg hører det summe bag ruden, det suser som biler og hvisker og tisker og plasker og verden bli’r vasket af vandet og viden, jeg sidder i varmen og lytter og leger at regnen kan vugge mi væk, jeg kan mærke mit hoved er blødt som en smørklat og tankerne smelter og løber i dråber langs gulvet, de snor sig afsted mellem øer af vand og jeg ved det, jeg ved, at jeg tænker en tanke, jeg ved at om lidt er den væk, det var bare en boble, og så var den bristet, og så var der ingenting andet end ekko i luften, men nu dukker lydene op og de lister sig langsomt tilbage og ind i mit øre, nu hører jeg silende strømme og dråber der drypper, nu dækker det jorden, nu dækker det træerne, nu er den højeste skorsten forsvundet og nu trækker verden sig nedad og hvisker om syndfloden …